ateisme, (af gr. a-, theos 'gud' og -isme), afvisning af eksistensen af en personlig gud eller et højere styrende princip. Som sådan må ateisme skelnes fra agnosticisme, der anser spørgsmålet om Guds eksistens for at ligge uden for erkendelsens grænser. Som -isme er ateisme en lære eller en teoretisk holdning, der er forskellig fra irreligiøsitet.

irreligiøsitet, (lat. ir- u-, ikke- + religiøsitet), mangel på religiøs følelse.

fritænker, (oversat fra eng. freethinker), På engelsk optrådte ordet første gang i slutningen af 1600-t.; på dansk er det brugt af bl.a. Holberg og Fr. Eilschov. Oprindelig var en fritænker en tilhænger af deismen; fx skrev Anthony Collins i A Discourse of Free-Thinking (1713, En afhandling om fritænkning), at uvidenhed er kilde til ateisme, og fritænkning er en kur mod denne. Senere er ordet hovedsagelig blevet brugt om ateister.

deisme, (af lat. deus 'gud' og -isme), udtryk beslægtet med ordet teisme; begge ord betegner hævdelsen af en eller flere guders eksistens, men hvor teisme for det meste står for religiøs ortodoksi, betegner deisme en uortodoks fornuftreligion eller en naturlig religion. Fordi deisme ofte anvendes i nedsættende betydning, er det undertiden blevet brugt i betydningen 'ateisme'; deister er også blevet kaldt fritænkere.

agnosticisme, et begreb, der siden T.H. Huxley (1869) er brugt som betegnelse for den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om emner, der er genstand for religiøse og filosofiske spekulationer, og at tavshed derfor er den eneste visdom i denne sammenhæng.

I snæver forstand angiver agnosticisme det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens. I modsætning til ateismen, der afviser, at Gud eksisterer, hævder agnosticismen, at spørgsmålet herom ikke lader sig besvare.

I en bredere betydning udtrykker agnosticismen det erkendelsesteoretiske standpunkt, at virkeligheden, dvs. sandheden, ikke kan erkendes. Se også skepticisme.

skepticisme, filosofisk opfattelse, der benægter muligheden af objektiv eller sikker viden. Mange antikke filosoffer har givet udtryk for tvivl om menneskets mulighed for at erkende verden. Protagoras, Demokrit og Sokrates var skeptikere hver på sin vis, mens Platon forlod Sokrates' tvivl. I 200-t. f.Kr. opstod i Akademiet, Platons skole, den akademiske skepsis under Arkesilaos og siden Karneades.