Julius 2006
I januar 1902 var den 3-mastede bark ’James Gilbert’, bygget 1862 i Skotland, på vej mod Bombay. Den havde rundet Kap det Gode Håb for et par dage siden, da barometret faldt faretruende. Snart efter kæmpede alle 68 besætningsmedlemmer med kaptajn Frank Carter i spidsen for at redde skibet og de 15 passagerer frelst igennem stormen. Det varede 3 dage inden vinden og søen lagde sig, og det var med nød og næppe, at mandskabet havde holdt skibet flydende. Alt var vådt ombord, alle var udmattede og der var sket stor skade på skibet. Men det kunne sejle. Kaptajnen, der ligesom mandskabet ikke havde set sin køje i de 3 dage, stormen varede, gik ned for at hvile sig. 3 mand stod i styrehuset og holdt skibet på den kurs, kaptajnen havde angivet. Styrmanden var på dæk for at lede et sejlskift. Da kom en stor høj mand med kaptajnsdistinktioner på jakkeærmerne ind i styrehuset og gav ordre om at ændre kurs. Han var drivende våd og da han bøjede sig over nathuset, kunne de se, at han havde et sår i venstre tinding. Først ville matroserne ikke rette sig efter ham, men han gentog sin ordre og sagde, at hvert minut talte. Matroserne spurgte, hvad han hed, og han svarede: John Craigworm. Og så gik han ud af styrehuset. Matroserne antog, at han var kommet med ordre fra kaptajn Carter, og lagde kursen om. Da styrmanden mærkede kursændringen, kom han ind i styrehuset for at høre, hvorfor matroserne havde ændret kurs. Han mente også, at det måtte være kaptajn Carters ordre og skrev kursændringen ind i logbogen. De havde sejlet i 6 timer på den nye kurs, da de purrede kaptajn Carter. Mandskabet havde observeret 4 store ramponerede redningsbåde med 74 mennesker ombord. Alle blev reddet ombord i ’James Gilbert’ i god behold. En af dem præsenterede sig som førstestyrmand fra briggen ’Firebird’ af Port Elizabeth. Den var kommet i brand og var sunket for 2 dage siden. Det var i sidste øjeblik, de var blevet reddet. Carter spurgte efter deres kaptajn. Førstestyrmanden fortalte, at han blev slået overbord, da de skulle i redningsbådene - en stor blok, der hang og svingede i et tov, havde ramt ham i hovedet. Men alle andre var blevet reddet. ’James Gilbert’ kunne nu fortsætte sin rejse. Der var meget ubekvemt ombord, både på grund af de mange skader på skibet og fordi der nu var dobbelt så mange mennesker ombord. Der gik imidlertid ikke lang tid, før de fandt en død mand drivende i havet. Det var en stor høj mand med kaptajnsdistinktioner på jakkeærmerne. Han havde et stort sår i venstre tinding. Det var kaptajn John Craigworm. Han blev begravet på havet ved en højtidelig ceremoni og der er blevet rejst et mindesmærke for ham i hans hjemby i Sydafrika. |