Min søn, lyt til min visdom,
vend dit øre mod min forstandighed,
så du bevarer omtanke,
og dine læber vogter på kundskab.
Nok drypper fremmed kvindes læber af honning,
nok er hendes gane glattere end olie,
men hun ender med at blive bitter som malurt,
skarp som et tveægget sværd.
Hendes fødder går ned mod døden,
mod dødsriget styrer hendes skridt.
Hun giver ikke agt på livets vej,
hendes spor er bugtede, uden at du ved det.